Hvis du har behov for at lære nogle tricks til efterbehandling af portræt billeder, så var det måske en ide at kigge på Scott Kelby’s bog Professional Portrait Retouching for Photographers. Bogen er rigtig godt opbygget, den er inddelt i kapitler omhandlende de forskellige områder af efterbehandling, f.eks. øjne, hud, hår, læber og til slut et kapitel med tre hurtig efterbehandlings workflow som Scott Kelby bruger. Hver kapitel er derefter inddelt i små sektioner, som viser hvordan man kan lave efterbehandling på dette område. Der kan være forskellige måder at gøre det på.
Bogen er rigtig nem at bruge. Scott Kelby er som altid god til at forklare tingene, det er altid i små bider og med en anelse humor. Bogen er ikke lavet til at man skal læse den fra ende til anden, selvom det selvfølgelig ikke er nogen skade. Den er mere ment som et opslagsværk, hvor man finder det område, som man skal arbejde med. Jeg har allerede indsat nogle gule klistermærker i de sektioner, som jeg foretrækker at bruge til efterbehandling. Så kan jeg nemt finde dem, indtil jeg har fået dem ind på ryggraden. Jeg har f.eks. brugt bogen, da jeg skulle efterbehandle billederne i dette indlæg. Man kan finde en masse videoer på youtube, som viser de samme ting, men jeg syntes nu det er en fordel at have det i bogform, så man altid kan have det med.
Bogen kan købes til en rimelig pris på Amazon.co.uk.