I søndags blev lokalbraget i Superligaen mellem FC København og Brøndby afviklet på vores national stadion Parken. Kampene mellem FC København og Brøndby har altid trukket en masse fans til stadion, og det gjaldt da også i søndags. I alt 28.000 mennesker havde fundet frem til stadion, og på nær lidt romerlys og en baneløber til slut, så forløb kampen uden problemer.
Det var min første gang i Parken, og så skulle jeg endda derind for at tage billeder til et lokalbrag som FC København mod Brøndby. Det var lidt stort. Det var da også kun fordi det var denne kamp, at jeg tog hele turen fra Århus til København, og tilbage igen efter kampen. Jeg var med en bus fra fanklubben, som kørte turen Ålborg, Århus, Vejle, Kolding og Odense, for at samle fans op. Vi var fremme ca. to timer før, selvom vi var lidt forsinkede. Det gav mig mulighed for at tage lidt billeder af stadion under publikum.
Jeg havde fået adgang til kampen, for endnu engang at tage billeder til FC Københavns fanklub, som skulle bruge billeder af publikum. Der var dog også tid til at tage en portion billeder af selve kampen. Jeg ville dog godt have taget lidt flere publikums billeder, men man bliver nemt lidt benovet, når man står på sådan et stadion, så man glemmer det og fokusere mere på banen.
Jeg var overrasket over, hvor meget lys der egentlig var inde i parken. Kampen blev spillet kl. 19, og sol var gået ned. Det var derfor kun elektrisk lys, som oplyste banen. Og jeg kunne nøjes med en ISO på 1600 med en lukketid på 1/1000 sekund på blænde 2.8, hvor jeg normalt bruger ISO3200, når jeg tager billeder indendørs til basketball. Jeg brugte manuelle indstillinger, selvom lyset svingede lidt fra kanten til midten af banen. Så har jeg justeret nogle af billederne efterfølgende på computeren, så lyset passer.
På mandag er jeg igen klar, når FCK spiller på udebane mod AC Horsens. Og søndag i sammen uge skal jeg på NRGi Arena, når AGF tager imod FCK. Specielt kampen mod mit lokale hold AGF ser jeg frem til. Billederne fra den kamp, kommer også her på bloggen.
