Jeg var til Nice Ironman 2010 igennem en tidligere arbejdskollega, som dyrker Ironman, og jeg var så heldig at få mulighed for at tage med ham til Nice, for at tage billeder under Nice Ironman 2010. Det var hans tredje deltagelse i Nice Ironman. Vi forsøgte at tilmelde mig som pressefotograf, så jeg havde en mulighed for at komme på den “rigtige” side af hegnet, så jeg kunne slippe for at skulle slås med alle publikummerne. Og til mit store held tillod Franskmændene mig at blive presseakredditeret. Jeg var blevet skrevet op til at skulle med i en båd under svømning, i en bil under cyklingen og under løbet kunne jeg være langs ruten.
For dem som ikke ved det, så startede Ironman på Hawaii og blev anset for langt den hårdeste af triatlon distancerne. En Ironman består af 3,8km svømning ofte i åbent hav, 180km og til sidst en marathon på 42,1km. Ironman er dog ikke længere forbeholdt Hawaii og der er nu løb flere steder rundt om i verdenen, blandt andet i Nice.
Løbet blev sat igang søndag morgen kl. 6:30, jeg skulle dog allerede være klar på stranden kl. 6, da jeg skulle med en motorbåd ud på vandet. På stranden i Nice stod de ca. 3000 deltagere klar, mens en DJ spiller dance musik for at give en god stemning. Under et af numrene klapper alle deltagerne i takt til musikken, det var rigtig fedt at opleve fra en lille båd ude i Middelhavet. Kl. 6:30 blev deltagerne sendt afsted og man ser blot en mur af deltagere i sorte våddragter som sprinter mod vandet.
Svømmenruten bestod af en tur ud fra kysten, langs kysten, en lille tur op på stranden, derefter ud i vandet igen. Jeg var som sagt med i en lille motorbåd og vi var i den forreste del af feltet under hele svømning. Til tider var vi blot 3-4 meter fra svømmerne, så jeg fik ikke brugt min 300mm objektiv så meget, som jeg havde regnet med. Den hurtigste i vandet var oppe efter ca. 50 minutter, den langsomste var en time ekstra i vandet og var godt opblødt. Det var en ældre kvinde fra Texas USA. Kort efter de første blev vi også sat af på strand, så vi havde en mulighed for at få billeder af svømmerne på vej op af vandet. Jeg fulgte deltagernes rute på vej mod cyklerne, så jeg løbende kunne tage nogle billeder blandet andet hvor de finder deres cykeltøj og deres cykel.
Jeg havde som tidligere nævnt regnet med, at jeg skulle ud på cykelruten i en bil eller ligende, men jeg fik desværre af vide dagen før, at det ikke var muligt på grund af ruten. Derfor vidste jeg også, at jeg ville have omkring 4-5timer fra skiftet til cyklerne og indtil de første var færdig på cyklerne. Derfor brugte jeg noget ekstra tid ved skiftet til cyklerne og det blev også ganske interessant. Jeg fandt en deltager hvis cykel var punkteret allerede inden han var kommet på cyklen. En andens cykel var et par eger i baghjulet var knækket, så han ikke kom videre.
Lidt derfra sad en anden mandlig deltager og kiggede ud i luften, jeg gik over til ham og spurgte om han var færdig. Det var han ikke, han ventede blot på sin kone, som han lige var blevet gift med. Ironmanen var deres bryllupsrejse. Efter ca. 5 minutter kom konen løbende og vi fotografer fik et par kysbilleder, hvorefter de cyklede afsted.
Herefter gik jeg ned til strandkanten igen, for at tage et par billeder af de sidste oppe af vandet. Det var omkring en time efter den første oppe af vandet. Efter sidste deltager var sendt ud på cykel stod der stadig et par cykler tilbage i stativerne, fra nogle deltagere som ikke kunne gennemføre svømningen. De næste 3-4 timer kunne jeg slappe af, mens deltagerne var på cyklerne.
Tilbage ved strandområdet igen, kommer deltagerne ind på cyklerne efter ca. 5 timer i de franske bjerge, hvor af nogle af dem har været brugt under Tour de France i 2009. Et hurtigt skifte fra cyklen til løbeskoene og et marathon. Nogle løb med mere stive ben end andre. Løberuten var omkring 5km langs stranden og så samme vej tilbage. Denne rute skulle gennemføres 4 gange.
En ting som overraskede mig en del, var deltagernes overskud. Jeg så flere deltagere som smilede, viste peace tegn eller thumb up. Det overrasker mig med den distance som de skal gennemføre. Flere af deltagerne havde deres børn med under armen, når de løb over målstregen. Det var tydeligt at det var meget stort for flere og følelsesladet for andre. Jeg håber ikke, at det var min sidste gang, hvor jeg tog billeder under en Ironman.
